
Center for Familieudvikling er en non-profitorganisation, som ønsker at give familier en faglig og forskningsbaseret håndsrækning til trivsel og udvikling af gode og sunde relationer.
Centeret tilbyder PREP-kurser for par, forældrekurser for skilte, samtaler og terapi, børnegrupper og videreuddannelse for fagfolk.
Udgangspunktet er en erfaring af, at mange mennesker får hjælp alt for sent, når de har oplevet brud og kriser i deres forhold til andre, og centrets grundholdning er, at forebyggelse er bedre end behandling, når det gælder vigtige relationer i livet.
Ole Kirk’s Fond har støttet Center for Familieudvikling af flere omgange, blandt andet med udviklingen og introduktionen af PREP i Danmark. PREP er en kursusform, der giver redskaber til god kommunikation og nye perspektiver på samlivet, hvor udgangspunktet er forebyggende undervisning frem for terapi.
Læs mere om Center for Familieudvikling på www.familieudvikling.dk