Om legatet
About the Grant

Om legatet

Medarbejdernes Jubilæumslegat blev indstiftet i 1982 og uddelt første gang i august 1983, hvor Christian Children's Fond, det der på dansk i dag hedder Børnefonden, modtog 15.000 kr. til at skaffe rent vand til familier i Rwanda.
De 15.000 kr. var afkastet af de 210.000 kr., som medarbejderne havde indsamlet ved LEGO® Koncernens 50 års jubilæum. Siden er beløbet blevet suppleret med priser og bidrag fra LEGO Fonden.

Takket være renterne af legatkapitalen kan medarbejderne hvert år støtte humanitært børne- og ungdomsarbejde i Danmark og udlandet. Forslag til modtagere indsendes hvert år af danske medarbejdere. Der er ofte tale om mindre projekter, der ligger medarbejderne på sinde, og som oftest er båret af ildsjæle. Det handler om at række en hånd ud til mennesker, der af den ene eller anden grund har det svært uanset om de bor i et land langt væk eller i Danmark.

I august 2009 blev legatet uddelt for 27. gang, da 15 projekter samlet modtog lidt over en kvart million kroner.